Få mere omsætning i din webshop: artikelserie (1/6)

Med hjælp fra 2 dygtige universitetsstuderende* har vi fået hjælp til en omfattende analyse, som giver konkrete anvisninger til hvordan du med få ændringer af design eller shop-opsætning har mulighed for, at øge konverteringsraten og omsætningen i din webshop. Analysen har omfattet mere end 100 faktorer, som siden er kogt ned til 6 overordnede emner. Resultaterne præsenterer vi i denne og 5 efterfølgende artikler.

Tillid giver sorte tal på bundlinjen

Én ting er at starte en webshop, en anden er at skabe og vedligeholde en sund omsætning. Det drejer sig først og fremmest om at markedsføre sin webshop, hvilket f.eks. kan gøres ved brug af reklamer, søgemaskineoptimering m.m. Uanset hvilke former for markedsføring du anvender, er det forbundet med omkostninger. Det kræver derfor, at de besøgende du får tiltrukket, bliver konverteret til kunder. Tal fra 2011/2012 viser, at 97,9 % af besøgende forlader en webshop uden at købe noget. Det er derfor vigtigt, at have en fornemmelse af dine kunders online-adfærd, da det kan hjælpe dig til at optimere din webshop og dermed øge muligheden for, at dine besøgende bliver til kunder .

Opret webshop her – 30 dages gratis prøveperiode!

Online-brugeradfærd

Som webshopejer er det sjældent du direkte ser dine kunder imens de handler, og har derfor ikke samme mulighed for at studere deres færden, som havde du en fysisk butik. Det er svært at vide, hvad forbrugere lægger særligt mærke til, og hvad der får dem til at blive længere, og forhåbentligt foretage et køb i din shop. Og det er ligeledes svært at sætte forbrugere i ”bokse”, da vi jo alle er forskellige, og har forskellige adfærdsmønstre på internettet. Dog findes der visse karakteristika indenfor online forbrugeradfærd på webshops:

  • Forbrugere læser ikke websites, de scanner dem. Det gør de fordi, de ofte skynder sig, og fordi de ved, at man ikke behøver at læse alt på shoppen. Forbrugere er gode til at scanne tekst efter det vigtigste indhold.
  • Forbrugere vælger ikke altid det optimale, de vælger i stedet den første løsning, der virker fornuftig. Dette sker også fordi, de ofte skal skynde sig, eller fordi de ved, der ikke er nogen egentlig ”straf”, for at gætte forkert, da man bare kan bruge ”tilbage”-knappen.
  • Forbrugere finder ikke ud af, hvordan ting virker, de bruger dem bare. Det er ikke vigtigt at forstå, hvordan ting virker, bare de kan finde ud af at bruge dem. Hvis de finder ud af, at der er noget, der virker, så bliver de ved med det, og forsøger ikke at finde en anden måde, at gøre det bedre på.
  • Forbrugeren vil gerne have kontrollen, og vinduer skal derfor ikke poppe op, uden de har valgt det, og de skal altid kunne bruge ”tilbage”-knappen.

 

Det betyder, at din nøje formulerede tekst på shoppen, ikke bliver læst ord for ord, men ”skimmet” for det mest relevante indhold, der kan give forbrugeren det de leder efter. Du har helt sikkert også en logisk opsætning, der guider forbrugeren i bestemte retninger, men de agerer præcis som de har lyst til, og der er ikke altid en plan for deres færden. Bare de finder det de ønsker, muligvis af omveje eller ved tilfældighed, så er alt fint. Har en forbruger først udvist et bestemt adfærdsmønster på din shop, vil det formentlig være kendetegnede for dennes færden fremover, dvs. hvis bare det virker, så er alt endnu engang fint. Desuden vil forbrugere ikke forstyrres under deres besøg på din shop, så hold igen med at lave pop-ups og andre forstyrrende elementer – det hjælper ikke på din konverteringsrate, men vil blot irritere forbrugeren.

En udfordring for dig som webshopejer kan være, at identificere hvad der afgør, om en besøgende foretager et køb eller vælger at forlade shoppen. Her er troværdighed et specielt vigtigt element, der spiller en væsentlig rolle i hvorledes dine besøgende opfatter din webshop, og agerer herefter.

Sådan øger du din troværdighed

En af de mest troværdighedsvækkende elementer man kan tilføje sin shop, er kundeanmeldelser som f.eks. kan laves via Trustpilot.

Trustpilot

Trustpilot er Europas største portal for anmeldelser af virksomheder, og har over 2 mio. unikke besøgende om måneden.

Anmeldelser via Trustpilot foregår således, at et udvalg af dine kunder får tilsendt et link til Trustpilot efter de har lagt en ordre hos dig. Her opfordres de til at dele deres oplevelse af handlen, og give en vurdering med op til 5 stjerner, der sammenlagt giver en Trustpilot-score fra 1-10. Andre potentielle kunder kan derved se tidligere kunders anmeldelser, der derfor ikke er tilfældig omtale på internettet, men reelle anmeldelser fra netop dine kunder. Dette giver en fair afspejling af kvaliteten af dine produkter, kundeservice, levering m.m.

Trustpilot udtaler:

”Gennemsigtighed hjælper både forbrugere og virksomheder. Virksomheder kan drage fordel af både positive og negative bedømmelser. Positive bedømmelser hjælper med at skabe troværdighed og popularitet, mens negative bedømmelser sikrer, at virksomhederne bliver opmærksomme på områder, hvor de kan sætte ind for at gøre kunderne mere tilfredse.”

Du kan desuden få vist dine gode anmeldelser på din Facebook-side, i søgemaskiner, og også direkte på din shop. Du kan besøge Trustpilot, og læse nærmere. Vil du skabe yderligere tillid hos dine besøgende, anbefales det, at få e-mærket din WebShop.

 

E-mærket

E-mærket er den danske mærkningsordning for sikker nethandel. En undersøgelse fra 2011 viser, at 87% af danskerne tillægger e-mærket betydning, når de handler på nettet, og 28% af disse tillægger e-mærket afgørende betydning for deres køb på nettet. En anden undersøgelse blandt 200 endnu ikke e-mærkede e-handelsbutikkere viste, at 83% mener, at virksomhedens troværdighed øges hvis webshoppen er e-mærket, hvor 75% mener, at e-mærket giver øget omsætning. Dertil konstaterer Dansk E-handelsanalyse, at e-mærket er det vigtigste for førstegangshandlende. Du kan læse nærmere om e-mærket her.

Inden en webshop bliver godkendt til at benytte e-mærket, skal den igennem en grundig godkendelsesproces. Det er forbrugerens sikkerhed for, at tingene er i orden når de handler på en e-mærket webshop.

E-mærket sikrer dig bl.a. juridisk hjælp og vejledning, mulighed for flere klik på din webshop og adgang til e-mærkets samarbejdspartnere. For dine besøgende, er det en garanti for, at shoppen bl.a. løbende bliver kontrolleret, at der er klar information om den kundeservice der kan forventes og fuld gennemsigtighed igennem hele handlen. Alt dette er med til at vise dine besøgende, at det er sikkert at handle på din webshop, og er blot medhjælpende til at øge muligheden for, at dine besøgende bliver til kunder. DanDomain WebShop er typegodkendt af e-mærket, det betyder, at du kan være sikker på, at den lever op til alle lovgivningskrav, og derfor er nem at få godkendt til e-mærket.

Vi håber, at du har kunnet drage nytte af vores anbefalinger og gode råd. Har du behov for konkret hjælp, er du velkommen til at kontakte vores salgsafdeling, eller en af vores dygtige designpartnere.

Følg med næste gang, hvor vi ser på WebShop design.


   * Tina Bay Nielsen & Jacob Worsøe Jensen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.