Hjemmeside

Hvilke farver bør du vælge til din webshop?

Har du undret dig over, hvorfor din banks hjemmeside er blå? Og hvordan du vælger den rigtige farve til din webshop? Læs med, og få svaret her!


Har du undret dig over, hvorfor din banks hjemmeside er blå? Eller hvorfor din miljøvenlige frisørs hjemmeside er grøn? Det er nemlig ikke tilfældigt, at netop disse farver er blevet valgt af webdesigneren. Men hvorfor? Og hvordan vælger de rigtige farver til din webshop?  

Læs med her, og find ud af, hvor vigtigt det er, at du vælger de rigtige farver til din webshop, og hvordan du vælger dem. Du bør nemlig ikke undervurdere, hvilken betydning de har.  

Opret en webshop her og få 30 dage gratis

Hvorfor skal du tænke i farver på din webshop?  

Alle farver signalerer forskellige ting. Det er vigtigt, at du som noget af det første finder ud af, hvad lige netop din virksomhed og dermed webshop skal udstråle. Er I en økologisk børneshop eller et håndværkerfirma? I kan nemlig udstråle to vidt forskellige ting gennem jeres farver på webshoppen.  
 
Det kan være fristende at vælge farver ud fra ens personlige smag. Men i stedet for at vælge de farver du bedst kan lide, er det vigtigt, at kunden og din virksomhed er i fokus. Hvis du vælger de forkerte farver, kan det påvirke din konverteringsrate, da du reelt kan signalere det modsatte af det, du ønsker. Dette gør sig gældende, uanset om du har en hjemmeside, webshop, blog eller noget helt fjerde.  

Læs med videre, og find ud af, hvordan du vælger de rigtige farver til din webshop.  

Gode råd til at vælge den rigtige farve til din webshop  

  1. Hvad sælger du på din webshop?  
     
    Først og fremmest skal du gøre dig nogle tanker omkring din webshop. Sælger du hundeartikler, sunde økologiske snacks, serviceydelser eller noget helt fjerde? Hvad vil du gerne signalere med din webshop? Hvad skal springe i øjnene som det første hos dine kunder? 
     
    Det korte af det lange er: vælg de rigtige farver ved at analysere de produkter eller ydelser du sælger.  
     
  2. Hvem er din målgruppe?  
     
    Er der nogle bestemte farver, som de specielt gør brug eller bliver fanget af?  
     
  3. Tag et kig på dine konkurrenter 
     
    Her kan du se, hvilke farver de har valgt at bruge til deres webshop. Spørg dig selv, om det er de samme signaler, du ønsker at udsende med din webshop – eller om du kan gøre det bedre? 
     
  4. Værktøjer til at vælge den rigtige farve  

    Der findes forskellige værktøjer, der kan anvendes til at finde de rigtige farver til din webshop. De mest anvendte er Coolors.coAdobe Color: Color wheel og BrandColors.net – alle simple værktøjer, som du kan bruge til at finde inspiration. 

    Mangler du andre værktøjer, kan vi også anbefale dig at prøve ColorHunt.co og Paletton.com.

Eksempel på værktøj, der kan hjælpe dig med at vælge farve: Coolors.co
Brug for hjælp til at vælge den rigtige farve? Coolors.co hjælper dig!

Vidste du, at der er en psykologi bag farverne?   

Visse farver kan have en beroligende effekt på os. Andre kan virke energiske eller ophidsende. Samtidig associeres de forskellige farver hver især med symboler. Vi forbinder eksempelvis rød med kærlighed. 

Men hvad signalerer de forskellige farver? For at give dig en bedre forståelse af farverne, og hvor vigtige de er for din webshop, gennemgår vi herunder de mest udbredte farver og psykologien bag dem.  

Hvid: Hvid symboliserer renhed, ro og uskyldighed. Farven kan bruges til at skabe ro i dine designs og gøre dem minimalistiske. Dette gør sig gældende både på nettet og i de trykte medier.  

Sort: Sort bliver egentlig ikke betragtet som en farve. Men den er mindst lige så vigtig for din webshop, da den kan associeres med elegance, eksklusivitet og hemmeligheder. Sort kan derfor bruges til at føre noget eksklusivt til din webshop og gøre din webshop mere læsevenlig i form af sort tekst på en hvid baggrund. Dog kan sort også associeres med død og ondskab. 

Grå: Den grå farve kan virke kedelig og neutral, men hvis den bruges rigtigt, kan grå skabe balance, ro, simplicitet og elegance på din webshop. Mange vælger grå, på baggrund af at grå kan sammensættes med andre farver og dermed skabe sammenhæng mellem dine elementer på din webshop.  

Rød: Rød er den farve, der har flest betydninger. Rød kan symbolisere spænding, passion, magt, raseri og kærlighed, men også fare og krig. Farven skaber blikfang og bruges ofte til at kommunikere vigtige budskaber. Hvilken association dine besøgende får, afhænger af den øvrige tematik på din webshop, samt i hvilken kontekst den anvendes.  

Orange: Orange er en aktiverende farve, der symboliserer dynamik, energi, kreativitet og leg. Farven symboliserer desuden udadvendthed og bruges derfor ofte af brands, der gerne vil skabe et ungt, sjovt og nyskabende brand. Dog kan orange også symbolisere falskhed og bedrag.  

Gul: Gul er en farve, der viser varme, glæde, logistisk tankegang og optimisme. Farven er god til at skabe opmærksomhed, og den kan derfor bruges i forbindelse med særlige tilbud på din webshop. På den negative side kan gul dog symbolisere falskhed, svig og billige produkter. Prøver du at vinde kundens tillid, skal du derfor vælge en anden farve end gul.  

Grøn: Grøn er en farve, der kan symbolisere vækst, sundhed, håb, natur, bæredygtighed og økologi. Den grønne farve kan med stor fordel bruges, hvis du ønsker at skabe en beroligende effekt eller et ”go green” image – herunder hvis du har en webshop med økologiske, miljø- eller allergivenlige produkter. Grøn skaber ligeledes en følelse af tryghed og kan bekræfte dig i, at du gør det rigtige. Det er derfor en vigtig farve i forbindelse med sikkerhed og handel på nettet.  

Lilla: Farven lilla symboliserer rigdom, royal, åndeligt og spirituelt. Lilla er ofte set på webshops, der sælger åndelige eller spirituelle produkter, men farven kan også give et eksklusivt look på din webshop. 

Blå: Blå er nok en af de mest anvendte farver på nettet og til visuelle identiteter i det hele taget. Årsagen er, at farven symboliserer ro, dybde, stabilitet og tryghed. Blå er ofte brugt af banker, da den er god til at opbygge troværdighed og kundeloyalitet. Farven blå er ligeledes oplagt at bruge i forbindelse med rengøring, VVS og IT.

Mangler du inspiration?  

Hvad gør konkurrenterne? Mangler du inspiration til, hvordan andre har brugt farverne på deres hjemmeside eller webshop?  

Vi har samlet et par eksempler, der har tænkt over, hvordan de har brugt farverne:

Kræftens bekæmpelse
Cancer.dk bruger farven rød. Farven symboliserer kærlighed, mod og liv. De har desuden valgt et enkelt webdesign, således at deres røde farve tydeligt træder frem.

Kræftens Bekæmpelse bruger farven rød

Nordea, Danske Bank og Nykredit 
Nordea.dk, Danskebank.dk og nykredit.dk benytter sig alle af farven mørkeblå. Farven får kunderne til at føle sig i kyndige, sikre og økonomiske hænder, hvor der er styr på tingene. Billederne er simple og brugt for at bløde lidt op i det konservative farvetema. Det er et sikkert valg af bankerne, da de alle ønsker at opbygge kundeloyalitet.

Jyske Bank 
Men vent, ikke alle banker bruger blå i deres webdesign. Jyskebank.dk vil gerne drive en virksomhed, der optræder ansvarligt og fremmer bæredygtighed. For at vise en bæredygtig forretning har webdesigneren valgt den grønne farve, der skal skabe blikfang hos kunderne.

En bank der ikke bruger blå, nemlig Jyske Bank der bruger grøn

Når du har valgt dine farver – hvad gør du så?  

Når du har valgt de rigtige farver til din webshop, er der nogle spørgsmål, som du kan stille dig selv. På den måde sikrer du, at du har designet din webshop, så kunderne besøger din hjemmeside igen og igen.  

Spørg dig selv:  

  1. Har du farver (og de rigtige farver) på de steder, hvor du gerne vil have, at dine kunder skal klikke? Fx på dine call to action-knapper?
  2. Har du for mange farver, så budskabet på din webshop drukner? Eller har du derimod for lidt farver, så din webshop bliver kedelig at se på?
  3. Er dine farver tidssvarende, eller skal de justeres lidt op for at være up to date? (se fx afsnittet om "hvad siger trendforskerne?"
  4. Har du set, hvad dine konkurrenter gør? Kan du gøre det bedre?

Test, test og atter test  

Selvom du synes, at du har fundet de rigtige farver, der fungerer, så er det ikke sikkert, at du har ramt rigtigt. Måske du har stirret dig blind på din webshop – og dels er farver et spørgsmål om smag og behag. Har du mon valgt de rigtige farver? 

Du kan med fordel spørge andre, om farvevalget på din webshop afspejler det, du ønsker at signalere. Det vigtigste for din webshop er, at dine kunder konverterer. Derfor er det også en god idé at splitteste med forskellige farvertemaer, indtil du har fundet det farvetema, der virker for din webshop.  

 

Kender du til flere råd til at vælge det rigtige farvetema, så del dem i kommentarfeltet herunder.  

 

Lignende indlæg