Blog

Kom godt i gang med fragt & forsendelse

Skrevet af: Dennis Wormark Larsen
10. februar 2017

Når du skal starte en webshop, kommer du ikke udenom, at der skal sendes nogle pakker.

Forhåbentligt kommer du til at sende en masse af dem, og du bør derfor allerede tænke over, før du begynder at sælge, hvem du har tænkt dig at bruge som udbyder. 

Fragt/forsendelse er en væsentlig faktor, som bør tages med i dit regnestykke, når du skal værdiansætte en vare.

 

Husk at regne forsendelse/fragt med i prisen på dine produkter

Som webshopejer er forsendelse essentielt for din forretning. Har du fx købt en vare ind i et stort parti, tjener du måske meget lidt på den enkelte vare, men en hel del samlet, når hele partiet solgt.

Dog koster det at sende hver vare ud. Betaler du x antal kroner hos din fragtmand/forsendelsedepot, skal denne regnes med. Hvis du tjener 30 kroner på din vare pr. stk., men betaler 31 kroner for at sende den, taber du en krone for vare, du sælger.

Derfor er du nødt til at sætte prisen på din vare efter, hvor meget du giver for at sende med din fragtmand.

Befinder du dig i et marked, hvor du har en rigtig stor avance på hver vare, kan du være så heldig, at du kan tilbyde dine kunder gratis fragt uanset størrelsen på deres ordre.

Det er der rigtig god signalværdi i for dig, og kunden oplever den gode værdi, da fragt på 50 kroner er meget, hvis kunden køber et produkt til 200 kroner. Dog er vi tilbage til førnævnte scenarie med dyre fragtpriser, som tærer på din avance. Her kan du naturligvis give folk en gulerod ved at give dem fri fragt ved køb over fx 499 kroner. Således får du dækket dine omkostninger – og du tjener stadig penge.

Det er virkelig en dårlig forretning, hvis du taber penge på hver vare, selvom du måske har en omsætning på 10 millioner årligt. Husk derfor at medregne prisen på fragt, da det er en væsentlig faktor – uanset om du sender mange eller få pakker.

Som nystartet webshop er det helt klart et emne, du bør prioritere højt, da det kan dræbe din profit, hvis ikke du tager højde for det.

 

Sæt dig i kundens sted

Når du overvejer, hvilken udbyder der skal levere dine pakker, så tænk ikke kun på, hvad der er billigst for dig. Du lever af glade kunder, og leveringen er del af den totale oplevelse.

Derfor er det op til dig at tilbyde en god og fleksibel levering, så dine kunder selv kan vælge. Det er nemlig noget, der fylder i hovedet på dem. Især prisen på fragt/forsendelse.

Som kunde i en webshop er der en lang række ting, man overvejer (nogen gør), før man vælger at få tilsendt en pakke fra en webshop. Disse ting kan du tage højde for som webshop og tilbyde en god løsning til kunde, hvor vedkommende selv kan vælge forsendelsesmetode.

Herunder lister jeg nogle af de mest væsentlige ting, man ser på som kunde:

  • Pris på fragt?
  • Kommer der told på ved køb uden for EU (hvis du fx driver en webshop med dropshipping)
  • Hvornår kan man forvente, at pakken er fremme?
  • Bliver pakken leveret lige til døren, eller skal man afhente den i en central?
  • Kan man selv bestemme leveringstidspunkt?
  • Mulighed for valg af leveringssted?
  • Kan den leveres til en pakkeshop?
  • Er der mulighed for sporing af pakken? (track and trace)
  • Ekstra gebyrer eller uforudsete udgifter?

Vil du give dine kunder den bedst mulige service, giver du dem mulighed for at vælge flere forskellige leveringsmuligheder og tidspunkter.

Nogle vil gerne betale ekstra for at få levering til døren mellem 8-16, mens andre gerne vil have pakken mellem 17-21 eller leveret i en pakkeshop eller boks.

 

Lagerhotel

Har du ikke lyst til at beskæftige dig med pakkeri og forsendelse, kan du overveje, om ikke du skulle investere i at gøre brug af et såkaldt lagerhotel.

Her sørger udbyderen af lagerhotellet for dine forsendelser, og du kan i stedet bruge tiden på at sælge nogle flere produkter, oprette varer i din shop, skrive produkttekster, lave markedsføring og meget andet, der giver dig værdi.

Et lagerhotel er en form for outsourcing af pakkeforsendelse og pakning af dine pakker. Det er lidt det samme som at hyre en til at lave dit regnskab eller at gøre rent på lageret. Typisk er det en rigtig billig løsning, og du har med ganske rutinerede mennesker at gøre, som ved, hvordan tingene skal pakkes og sendes.

Jeg vil dog tilføje, at du stadig bør sætte dit personlige aftryk på dine pakker som fx ved at vedlægge et lille kort som tak for ordren, et stykke chokolade eller noget andet, der signalerer personlig betjening og højt serviceniveau.

Folk vil føle sig specielle – og ikke som endnu et nummer i bunken. Gør derfor noget ud af forsendelsen og lav en praksis for, hvorledes det pågældende lagerhotel skal pakke dine pakker.

 

Faktura

Som et lille afsluttende kapitel her om fragt/forsendelse er det vigtigt at vedlægge en faktura eller sende den elektronisk til din kunde. Her er der nogle lovpligtige informationer, som skal være oplyst på fakturaen.

Husk derfor at tjekke din faktura efter i sømmene, således at du ikke kan klandres for mangelfulde informationer.

Er dine kunder indenfor B2B-segmentet, er det især vigtigt, at du på momspligtige varer husker disse oplysninger på fakturaen:

  • Fakturanummer
  • Din virksomheds navn, adresse og CVR-nummer
  • Modtagerens/kundens navn
  • Forsendelsesdato
  • Varens art
  • Mængde
  • Pris
  • Momsbeløb.

Har du angivet disse punkter på din salgsfaktura på momspligtige varer, har du gjort det korrekt, som loven foreskriver det.