Blog

SEO i B2B - begynderguide til søgemaskineoptimering

4. januar 2024

En solid SEO-strategi begynder altid med en søgeordsanalyse. Dette indebærer at identificere de nøgleord og sætninger, som dine potentielle kunder bruger, når de søger efter produkter eller tjenester, som din virksomhed tilbyder. Søgeordsanalysen er omdrejningspunktet i din SEO-strategi, da det afgør, hvilke termer du skal optimere din hjemmeside for. Dette er dermed afgørende for, hvordan din struktur og opsætning vil se ud.

I B2B-marketing kan søgeordene være komplekse og tekniske, da beslutningstagere i virksomheder ofte søger efter specifikke løsninger eller information. Det er afgørende at forstå din målgruppes sprog og de søgeord, du bruger, for at kunne målrette dine SEO-efforts effektivt.

Værktøjer som Google Keyword Planner og andre søgeords analysetjenester kan være uundværlige for at identificere de mest relevante søgeord. Derudover er der flere former for søgninger - nogen er kortere og bredere (short tail), mens andre er længere og mere specifikke (long-tail). Begge er en væsentlig del af en virksomheds SEO-strategi, da søgningen ofte indikerer, hvor langt brugeren er i kunderejsen.

 

seo-1


  • Short tail søgeord: Beskrives ofte som korte og brede termer. I B2B sammenhæng kan det f.eks. være "Fragtfirma erhverv". Her indikerer søgningen en mere bred tilgang, hvor brugeren leder bredt uden nogen indikerende intention. Her kan det oftest være muligt at fange brugere, men der vil nok også være en større konkurrence på de termer.
  • Long tail søgeord: Disse kan bedre beskrives som lange søgninger. Hvis vi tager udgangspunkt i det tidligere eksempel, kunne det være "Fragtfirma til paller i Danmark". Her har brugeren en intention om at finde et firma, der kan fragte nogle paller. Søgningen er nok ikke lige så hyppig, men til gengæld indikerer søgningen, at brugeren ved, hvad de leder efter.

 

Så lad os sige, at du har et fragtfirma, der beskæftiger sig med paller, så vil det altid være fordelagtigt at fokusere mere på din niche i starten og dermed fange de mere specifikke søgninger, som du kan konkurrere på.

Når du har identificeret dine søgeord, er det vigtigt at optimere dit indhold og din hjemmeside. Det er her, hvor on-page SEO og teknisk SEO kommer ind i billedet.

 

On-page seo:

On-page SEO handler om at optimere de sider, der findes på din hjemmeside. Dette inkluderer at placere dine nøgleord strategisk i titler, overskrifter og indhold, så det er relevant og nyttigt for dine besøgende. Meta beskrivelser og alt-tekster på billeder er også vigtigt aspekter af on-page SEO.

Brugen af on-page SEO er generelt en god måde, hvorpå du kan give Google indikation om den semantiske betydning af siden. Lad os sige, at du gerne vil have en side omkring "pallefragt". Her vil det være bedst practice, at både din titel, h1, og meta beskrivelser indeholder det ord, samt at dine h2'ere og h3'ere osv. vil indeholde noget, der har relevant semantisk betydning for dit søgeord. F.eks:

 

H2 overskrifter: 

Underordnede overskrifter (H2) på siden kan fokusere på relaterede emner eller underemner inden for pallefragt, f.eks.:

  • "<h2>Fordele ved vores transport af paller</h2>"
  • "<h2>Pallefragtpriser og tilgængelige ruter</h2>"

H3 overskrifter:

Hvis det er relevant, kan du bruge H3-overskrifter til yderlige at opdele dit indhold, f.eks.:

  • "<h3>Hvordan vores pallefragttjenester fungerer</h3>"
  • "<32>Ekspertise i sikker palletransport</h3>"

 

Teknisk seo:

Teknisk SEO er en anden væsentlig faktor. Dette omhandler tekniske aspekter af din hjemmeside, der påvirker rangeringsvurderingen, men også brugernes interaktion med siden. Det inkluderer hastighedsoptimering, mobilvenlighed og strukturerede data. En teknisk sund hjemmeside er afgørende for at opnå højere placeringer, hvor 53% af brugerne vil forlade siden efter 3 sekunders loading. Derudover er der mulighed for at indsætte kode på dine, der vil hjælpe Google med at forstå den semantiske betydning af din side, hvilket f.eks. kan være "Structured-Data".

 

seo-2

Structured-Data:

Structured-Data er typisk et stykke JS-kode, der indsættes på den pågældende side. Det fortæller Google nogle informationer, som Google kan bruge til mange forskellige ting. Det kan f.eks. være spørgsmål + svar, der indsættes som et stykke kode, hvorefter Google vælger at vise det på resultaterne af din søgning på internettet.

 

Dog handler SEO ikke kun om teknik og links. Det handler også om at forstå kunderejsen. I en B2B-sammenhæng er det afgørende at vide, hvordan din målgruppe bevæger sig fra opdagelse til beslutningstagning. Dette gør det muligt for dig at placere dit indhold strategisk i hver fase af rejsen og lede potentielle kunder mod konvertering. Forståelse af kunderejsen giver dig mulighed for at levere det rigtige indhold på det rigtige tidspunkt og skabe en mere meningsfuld forbindelse med dine leads.

 

Målgruppeanalyse og betydningen af SEO i B2B

Målgruppeanalyse er hjertet af en effektiv B2B-markedsføringsstrategi. At kende din målgruppe ned til mindste detalje er afgørende for at levere relevant indhold og budskaber. Ved at forstå deres behov, udfordringer og smertepunkter kan du tilpasse dit indhold og din SEO-strategi, så de resonerer dybt med dem. Her kommer søgeordene i spil, hvor man med den rette identificering af søgeord dermed også kan skabe en kortlægning af kunderejsen.

 

seo-3

Undersøgelser viser, at B2B-indkøbere i gennemsnit udfører hele 12 Google-søgninger, før de træffer en beslutning. Dette betyder, at din virksomhed skal være synlig og troværdig i hver af disse søgninger. Ved at implementere en stærk SEO-strategi kan du øge din synlighed i søgeresultaterne og placere din virksomhed som en pålidelig kilde til information. Her er det vigtigste, at du får formidlet dit indhold på en måde, der giver mening for brugerne. Du skal se på dem alle som "researchere", der skal vide så meget som muligt - på den måde kan du bedre identificere kunderejsen, selvom den ikke altid er så lineær.

SEO spiller en kritisk rolle i at hjælpe din målgruppe med at finde dig, når de søger svar på deres spørgsmål og løsninger på deres problemer. Det er ikke kun et marketingværktøj - det er en måde at lette kundens rejse på og hjælpe dem med at træffe informerede beslutninger.

 

Indholdsoptimering i B2B

Indholdet spiller en central rolle i enhver B2B SEO-strategi. For at maksimere din evne til at generere leads gennem SEO, skal du fokusere på indholdsoptimering, fordi alle kan skrive en tekst, men ikke alle skaber værdi gennem deres ord. Som sagt laver B2B-indkøbere mange søgninger gennem en kunderejse, og hvad kan du så bruge det til?

Ikke alle de søgninger vil føre til din side, og dermed har du måske én chance til virkelig at skabe et indtryk. Derfor er det vigtigt, at du skaber værdi igennem dit indhold, så du virkelig kan fastholde en top-of-mind hos dem.

Informative blogindlæg kan hjælpe dig med at opbygge din virksomheds ekspertise og skabe forbindelse til din målgruppe. Disse indlæg bør adressere spørgsmål, problemer og emner, som din målgruppe interesserer sig for. Brug de nøgleord, du har identificeret i din søgeordsanalyse til at guide dit indhold. Skab værdien igennem den viden du har, da det vil efterlade et positivt indtryk på læseren - og ikke mindst Google.

Whitepapers giver dybdegående information og kan bruges som lead magnets. Dette er en effektiv måde at indsamle kontaktoplysninger fra potentielle kunder på, samtidig med at du leverer værdifuldt indhold. Sådan får du dem ind til dit eventuelle CRM-system ved at have skabt content, der har skabt så stor værdi for dem, at de nu vil give dig deres oplysninger.

 

seo-4

Afslutning

At opbygge en effektiv B2B SEO-strategi, i den tidlige fase af leadgenerering, er afgørende for at opnå succes. Vi har udforsket de grundlæggende principper inden for SEO, betydningen af målgruppeanalyse og forskellige aspekter af indholdsoptimering.

Vi opfordrer dig til at implementere disse strategier i din egen virksomhed og begynde rejsen mod at tiltrække kvalificerede leads gennem SEO. Hvis du har brug for yderligere rådgivning eller hjælp til at implementere disse strategier, kan du søge ekspertise fra professionelle inden for området. Succesfuld B2B-markedsføring. begynder med et stærkt SEO-fundament baseret på målgruppen, hvoraf identificeringen af kunderejsen kan sørge for, at du kan ramme målgruppen med det rigtige indhold, på det rigtige tidspunkt.

 

Læs mere om Foecon her>>