Blog

Undgå svindel med Dankort Secured by Nets

Skrevet af: Dennis Wormark Larsen
12. juni 2019

Atter en gang øges sikkerheden for kortbetalinger, og denne gang er det betalinger med Dankort, der står for tur.

Nets er, af det danske finanstilsyn, blevet pålagt at implementere en øget sikkerhed imod svindel på Dankort-betalinger.

Fremover vil alle Dankort-betalinger over kr. 450 (€ 60) gå igennem et sikkerhedstjek ved Nets, hvor kunden via en éngangskode sendt på SMS skal bekræfte sin identitet, hvorefter betalingen går igennem.

Hvis du allerede er bekendt med 3D secure, der blev lanceret i 2016, vil betalingsforløbet med Dankort Secured by Nets ikke være nyt for dig – det er stort set ens. 

Du skal ikke røre en finger

Dankort Secured by Nets er nu klar. Hvis du allerede benytter Dankort og VISA/Dankort, skal du ikke gøre noget - alt bliver opdateret automatisk i DanDomains betalingssystem samt webshoppen, hvis du skulle eje sådan en.

Hold øje med nyhederne i din webshopadministration, hvor vi vil skrive, når din shop har den nye Dankort-sikkerhed. Hvis du benytter betalingssystemet som stand-alone-produkt, vil du blive notificeret via e-mail.

Hvordan det virker?

Bankerne har allerede gjort et stort stykke arbejde for, at dine kunders Dankort er klar til Dankort Secured by Nets. Skulle det ske, at nogle kunders Dankort modforventning ikke er klargjort, vil kunderne få mulighed for at registrere sig i betalingsforløbet og efterfølgende kunne fortsætte købet. Dette kræver NemID/DitID.

Såfremt at kunden er registreret, vil dine kunder på deres mobiltelefon modtage en éngangskode kode på SMS. Denne éngangskode skal de bruge for at bekræfte deres identitet, hvorefter de kan gennemføre betaling.

Brug for mere information?

Skulle du have brug for mere information, kan vi henvise til Nets’ egen beskrivelse af løsningen på denne side, hvor du læse mere om, hvorfor det fx indføres. Hvis du har brug for at henvise dine kunder til yderligere information, kan du med fordel henvise til denne side, hvor Nets blandt andet med videoer har forklaret, hvad Dankort Secured by Nets er for en størrelse.

Læs mere her:

http://www.dankort.dk/Pages/sikkerhed-p%C3%A5-internettet-for-forretninger.aspx

http://www.dankort.dk/Pages/sikkerhed-p%C3%A5-internettet-for-kortholder.aspx

http://www.dibs.dk/securedbynets