Nærig, konservativ og magelig. Er det dig, når du handler på nettet?

Ny analyse afslører den typiske danske netshopper. Vi går efter pris, tryghed og bekvemmelighed, og så orker vi hverken mobilshopping eller høje fragtpriser.

Forestil dig scenariet. Du sidder i din sofa, fjernsynet kører, moderat underholdende, tankerne flyver. Er det i år, du skal have en ny vinterjakke? Frem med den bærbare eller en tablet.

Du åbner din foretrukne tøjbutik på nettet, finder jakkerne, sorterer på prisen, laveste først, og udser dig en favorit. En søgning viser, at ingen sælger den billigere, og du slår til. Mission fuldført. Du fik halvdelen, ok en fjerdedel, af nyhederne med, og sparede samtidig en lørdag formiddag på gågaden.

Kan du genkende dig selv?

Beskrivelsen passer nogenlunde med den seneste udgave af Dansk e-handelsanalyse, som FDIH (Foreningen for Dansk Internet Handel) gennemfører fire gange om året. Med hjælp fra Epinion kortlægger analysen danskernes vaner, når de handler på nettet.

Den kort udgave er, at vi handler på nettet for at spare tid og penge, og fordi det er bekvemt. Vores køb er baseret på erkendte behov mere end impuls, og vi vender tilbage til de samme online shops.

Langt de fleste køb sker i danske butikker, vi betaler med dankort, får leveret til døren og er godt tilfredse med det, der ligger i pakken. Kort sagt; vi er nærige, konservative og magelige, når vi handler online.

Har du ikke en shop, men drømmer du om det? Det er pærelet at oprette en, og du får hele 30 dage gratis til at lege med den. Lav din egen webshop.

Tablets indtager pc’ens position

Det magelige tager vi med os, når vi vælger skærmen, vi gennemfører netkøb fra. Selv om langt de fleste har en smartphone, og bruger den flittigt i hverdagen, er den slet ikke slået igennem som shopping værktøj.

Kun 12 procent af dem, der har handlet på nettet inden for den seneste måned, har brugt mobilen i mindst ét tilfælde. Og det inkluderer alt fra apps til busbilletter og tøj. Overraskende? Ikke ifølge Annette Falberg, direktør i FDIH.

”Mobiltelefoner har trods alt en rimelig begrænset skærm, når det kommer til at overskue varer i en shop, og især forhold til at taste oplysninger ind ved f.eks. betaling,” siger hun.

Hun understreger dog, at mange bruger mobiltelefonen til den indledende research, når de sidder i bussen, i venteværelset eller hvor spildtid ellers opstår. Det endelig køb sker på en computer eller, i stadig flere tilfælde, tablet. Hos FDIH oplever man, at iPad’en og andre tablets er ved at overtage pc’ens rolle som indkøbscentral.

”Det passer meget godt med måden, danskerne handler på nettet. Det handler i høj grad om bekvemmelighed, og iPad’en er et meget bekvemt medie. Det der billede af en mor der sidder ved en stationær computer med en kop kaffe for at shoppe online, det er rimelig outdated.  De fleste handler på nettet er foretaget fra sofaen, køkkenet eller sågar sengen, ” siger Annette Falberg.

Hun forudser, at smartphones kan stå overfor et gennembrud som shopping medie, når der kommer nye betalingsmetoder, som er skræddersyet til brugssituationen på mobiler. Det gælder ikke mindst de fire store teleselskabers mobile betalingsløsning, som er lige på trapperne.

Fragt er den store show stopper

Dansk e-handelsanalyse foretages hvert kvartal, og som et fast element bliver deltagerne bedt om at svare på, hvorfor de afbryder et køb mit i processen. I tredje kvartal 2013 var det hyppigste svar, igen, at fragten er for dyr. 44 procent svarede, at de dropper en online handel på den baggrund.

”Det er dybt problematisk for e-handel generelt, for der er ingen tvivl om, at vi kunne sælge meget mere på nettet med fri fragt. Det kan vi se med Zalando, som inden for et år er kommet med helt i top over de mest anvendte shops. Det skyldes omfattende markedsføring, men ikke mindst deres gratis fragt og retur. Man ser det også sprede sig i udlandet, og det er især de helt store, der kan køre med fri fragt for alle,” siger Annette Falberg

Hun har flere danske eksempler på netbutikker, der med held har anvendt fri fragt til at booste omsætningen. Omsætningen, ikke overskuddet. For det kan gøre rigtig ondt at påtage sig fragtomkostningerne.

”Selv om det har en kolossal effekt, så er det også enormt dyrt. Inden man giver sig i kast med det, skal man kraftigt overveje, om man har et dækningsbidrag, der kan bære. Det er måske tilfældet for varegrupper som tøj og sko, men det er langt fra det samme for alle,” siger Anette Falberg.

Hun er derfor ikke fortaler for, at ejere af webshops hovedløst indfører fri fragt. Men det kan gøres på en begavet måde, understreger hun.

”Det kan være ved at have det i en begrænset periode, sætte en minimumsgrænse på ordrens beløb eller tilbyde det til trofaste kunder, der modtager nyhedsbrevet, og på den måde skabe noget loyalitet.”

I stedet for helt at fjerne fragtomkostningerne opfordrer hun til, at man som shopejer tilbyder så billige forsendelsesmetoder, at det ikke demotiverer kunderne i købsprocessen. Det kan f.eks. være ved at tilbyde selvafhentning i et af de nye boksanlæg, der kommer stadig flere af.

”Der sker rigtig meget i forhold til afhentningsbokse, som ikke bare er en billig og praktisk løsning, det har også vist sig, at returraten falder voldsomt, når kunden afhenter sin pakke i en boks, så det er faktisk meget fremmende for e-handel,” fortæller direktøren for FDIH, Annette Falberg.

Som nævnt udkommer FDIH’s e-handelsanalyse hvert kvartal, og vi vil løbende fremhæve tendenser og vigtige pointer her på bloggen. Abonnér på vores RSS, og få de seneste indlæg direkte i dit feed.

Læs en gratis light udgave af den seneste e-handelsanalyse. rel=”nofollow”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.