Nye tal: Så vild var Black Friday 2017

Der var store forventninger til årets Black Friday, der løb af stablen fredag den 24. november. Og med god grund. Black Friday havde nemlig (igen i år) rekordhøje salgstal.

Hos DanDomain udgiver vi for første gang de gennemsnitlige omsætningsværdier for dansk e-handel, med udgangspunkt i data fra mere end 3000 webshops, og foretager en analyse af, hvordan Black Friday 2017 gik.

 

Rekordstor omsætning igen i år

Black Friday bliver af mange kaldt årets største salgsdag. I år var ingen undtagelse. Omsætningen var 571 % højere på denne sorte fredag, i forhold til hvad der dagligt omsættes for resten af året.

Omsætningen på Black Friday var i år 18,44 % højere end til Black Friday 2016, og der har været 17,40 % flere køb på Black Friday i år. Danskerne har været væsentlig mere aktive online på Black Friday end sidste år, da vi så en generel stigning i trafik på 24 % på tværs af alle DanDomain webshops. Det gennemsnitlige ordrebeløb i år (743,80 DKK pr. køb) ligger dog på samme niveau som sidste år.

Hvorvidt Black Friday påvirker omsætningen af årets julehandel er endnu for tidligt at sige, men indtil videre tyder al data på, at den store, sorte fredag kun bliver større og større – både for forbrugerne og for alle webshops.

 

Hvor meget sparer forbrugerne på Black Friday?

Black Friday er af mange kendt som dagen, hvor du kan få vanvittige besparelser. DanDomains undersøgelse viser, at gennemsnittet af alle salgspriser 20 % lavere end normalt – et gennemsnit udregnet på tværs af alle salgspriser fredag den 24. november på de ca. 3.000 danske webshops.

”På baggrund af statistikkerne fra Black Friday kan vi afkræfte myten om, at priserne blot skrues i vejret inden Black Friday. Vi har foretaget en undersøgelse af salgspriserne månederne op til Black Friday, og vi ser en generel tendens til, at forbrugerne er garanteret gode tilbud og fornuftige besparelser” udtaler Michael Møller, der er salgskonsulent hos DanDomain.

I gennemsnit blev der købt for 744 DKK, hver gang danskerne foretog et køb på Black Friday. Så trods de gennemsnitlige 20 procents besparelse tyder tallene på, at forbrugerne har spenderet en hel del penge, hvilket stemmer godt overens med den svimlende Dankort-omsætning på 2,1 mia., som Nets har oplyst til FDIH.

 

De foretrukne betalingsmetoder: Nets vandt over MobilePay

Kundernes købelyst var tydeligvis i topform som aldrig før til Black Friday 2017. Det ses også på den samlede Dankort-omsætning, som lå på 2,117 mia. kr. – svarende til en stigning på 5,8 % i forhold til sidste år. 13,6 % var køb på nettet. Det skriver FDIH.

Blandt DanDomains webshops ser vi en gennemsnitlig vækst i omsætningen på hele 18,44 % sammenlignet med sidste år, hvor Nets med Visa/Dankort udgjorde 78 % af dagens omsætning.

Selvom Dankortet stadig er danskernes foretrukne betalingsmetode, kan vi dog konstatere, at Danske Banks MobilePay er et must, hvis du driver webshop. MobilePay slog nemlig rekord med en omsætning på 118 mio. kr.

 

Kunderne forventer tilbud, men køber også til normal pris

Idéen bag Black Friday bunder i, at de amerikanske butikker ønskede at sælge ud af deres restvarer inden julehandlen. I år blev priserne banket helt i bund med store besparelser på op til 75%.

Der er delte meninger om Black Friday, men vi kommer ikke uden om, at det er årets største salgsdag, når dagens omsætningen ligger 571 % højere end alle andre dage på året.

Flere webshops er imidlertid bekymrede for at miste omsætning denne dag, når varerne skal sælges med kæmpe rabatter. Det er dog langt de færreste danske webshops, der kører Black Friday-udsalg på alle deres varer.

Webshoppen Luksusbaby.dk er en af DanDomains mange webshops. De er et godt eksempel på, at en Black Friday-strategi kan baseres på kun at have enkelte sæsontilbud. Alligevel forventede Ann-Louise Aasted, en travl Black Friday, skriver FDIH.

Man skal ikke undervurdere, at kunderne er i købehumør den dag, og så kommer de alligevel forbi butikken for at tjekke, om vi har sat varen ned. Har vi ikke det, så vil mange alligevel købe den, fordi de skal have eks. juletøjet nu, eller også har de planlagt at købe noget som julegave” fortalte Ann-Louise til FDIH.

Du kan derfor sagtens imødekomme kundernes ønsker ved blot at tilbyde få, gode Black Friday-tilbud og på den måde undgå, at kunderne ikke finder en anden butik, som er med på Black Friday.

 

Afholder Black Friday kunderne fra at købe i perioden op til?

Ifølge analyser fra FDIH har hver fjerde forbruger udskudt et køb i forventning om, at varen kan findes til spotpris på Black Friday.

Kigger vi på antallet af gennemførte ordrer op til Black Friday, ser vi imidlertid en ganske almindelig købstendens, hvor antallet af gennemførte handler på nettet topper i hverdagene og har et dyk hver lørdag. Der er ganske få data, der understøtter, at kunderne køber mindre inden Black Friday.

Onlinehandler i Danmark, november 2017:

Købsadfærd på nettet op til Black Friday

 

Af grafen illustreres det, at der er et lille fald i antallet af ordrer tirsdag og onsdag op til Black Friday – Og sammenlignet med antal ordrer på alle andre tirsdage og onsdage, så er faldet kun på -5 %. Dermed kan vi konkludere at antallet af ordrer har nogenlunde samme niveau op til Black Friday.

Den gennemsnitlige konverteringsrate på Black Friday lå på 3,2 % på tværs af alle DanDomain webshops.

I dagene op til Black Friday var konverteringsraten meget stabil og på ca. samme niveau, men dagen efter steg antal konverteringer pr. besøgende til det dobbelte, som alle andre dage. En meget interessant observation, der kan tyde på, at alle ”vindueskiggerne” som til dagligt oser rundt og sammenligner priser og produkter på nettet, er blevet mættet på Black Friday. De køb, der blev foretaget dagen derpå, har været planlagte køb, hvor tilbudspriser ingen betydning har for købsbeslutningen.

 

Black Friday: 100 % oppetid hos DanDomain

Alle webshops hos DanDomain har haft fremragende performance og uden nedetid. Vi har haft 100 % oppetid på Black Friday 3 år i træk – modsat nogle af de større danske webshops, der har udfordringer med at håndtere de store mængder trafik.

Hos DanDomain udvælger vi hvert år et dedikeret Black Friday Team. De har til opgave at optimere vores tekniske set up og sikre, at alt kører problemfrit hele Black Friday.

Vi siger tusind tak for teamets indsats i år. De har både øget hastigheden på alle DanDomain webshops, ligesom de sørgede for, at vores tekniske set up havde 40 % ledig kapacitet. Selvom DanDomain leverer webshopplatform til godt 3.000 forretninger, har vi masser af ledig plads til at håndtere endnu større webshops og mere Black Friday-trafik. Vi vil selvfølgelig løbende optimere vores set up, selvom Black friday var en kæmpe succes, så vi kan levere en stabil og hurtig platform til alle vores webshops.

Hos DanDomain havde vi generelt en stille dag på kontoret i Randers, da alle vores webshops kørte stabilt, og vores webshopejere havde fantastisk travlt med at håndtere de mange Black Friday-salg. På gensyn til en forhåbentlig lige så god Black Friday 2018.

 

OM UNDERSØGELSEN

DanDomain er en af Danmarks største webshopudbydere. Vi leverer platformen til flere tusinde danske webshops, både de store og veletablerede online forretninger og mindre hobbyforretninger. Det er med udgangspunkt i de mere end 3000 webshops, at vi har dykket ned i data og analyseret danskernes online købsadfærd på Black Friday.

 

Vil du se flere tal?

Vi har snakket med webshoppen AndLight om, hvordan deres Black Friday forløb. Se de blændende tal og statistikker her.

Kathrine Svendsen

Kathrine Svendsen

Salg & Marketing at DanDomain A/S
28 år, bosiddende i Randers. Sammen løfter vi dansk e-handel - Jeg har mere end 6 års erfaring indenfor konverteringsoptimering, UEX og online markedsføring.
Kathrine Svendsen

Kathrine Svendsen

28 år, bosiddende i Randers. Sammen løfter vi dansk e-handel - Jeg har mere end 6 års erfaring indenfor konverteringsoptimering, UEX og online markedsføring.

2 tanker om “Nye tal: Så vild var Black Friday 2017

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *